fbpx

Da kulturtalkshowet kom til Ørum

Der var fyldt godt op i Roehuset på gården Højvang ved Ørum lidt udenfor Hedensted, da Teater Jævn, Hedensted Kommune og Afkørsel 58 inviterede til Talkshow om Kultur i forbindelse med kulturregionsugerne i 2019.

På væggene var flotte malerier indkøbt af kunstforeningen Afkørsel 58 gennem tiden, stolene stod klar og der var både blomster, kaffe og kage. På ‘scenen’ stod en række gamle stole, fundet i Uffe Kristiansens lade lige ved siden af Roehuset. Stolene var i dagens anledning fundet frem til at være ‘studiemøbler’ af scenograf Ida Munk Ørstrøm fra Teater Jævns kommende produktion Generalforsamlingen.

Da talkshowet gik i gang, anført af vært Morten Mosgaard, stod det dog hurtigt klart – at trods navnet Talkshow om kultur, havde talkshowet sit fokus rettet på den kunstneriske side af kulturen. Forskellen på kultur og kunst rammede gæst Johannes Grønager, Rektor på Tørring Gymnasium, meget flot ind til besøget i supportgruppen:

Kunst og kultur er to meget forskellige ting: Kunst handler jo om at kunne noget, man kan spille musik, male malerier eller lave teater og kultur er det klister der binder os sammen i store eller små fællesskaber, noget kunst kan være rigtig god til. Palsgårdsspillende har jo f.eks. flere 100 mennesker, der er sammen om at lave en fælles oplevelse. Det binder de mennesker sammen. Men kultur er jo også alle mulige andre ting, som ikke har noget med kunst at gøre; den måde vi stiller os i kø på til toilettet, at vi ikke maser foran, den måde vi taler sammen på – det er også kultur.

Levende snak i supportgruppen

I første runde af talkshowet, blev aftenens ‘sofagæster’ på skift præsenteret. Det var Liselotte Hillestrøm – Formand for Fællesskab og fritid ved Hedensted Kommune, Per Heller – Bestyrelsesmedlem ved Det Fælles Landdistriktsråd, Vibe Capion – Formand for Kunstforeningen Afkørsel 58, Uffe Kristiansen – Jazzpianist og koncertarrangør på Rytmeloftet samt Gitte Villadsen – Dramaturg for Teater Jævn.

Efter en pause med hjemmebagt kage og frisk kaffe velanrettet af bestyrelsen fra Afkørsel 58, blev ‘sofagæsterne’ omdannet til en supportgruppe for forskellige kulturentusiaster. Det var her kulturemnet virkelig blev åbnet op og en levende konstruktiv samtale om kulturens liv og roller udspillede sig blandt deltagerne. Gæsterne i supportgruppen var Teresa Egballe – Leder af Kultur og Fritid ved Hedensted Kommune, Thrine Nørgaard – Formand for Palsgaard Sommerspil samt Johannes Grønager – Rektor for Tørring Gymnasium.

Sidste talkshow inden teaterprojektet

Talkshow om kultur var sidste talkshow inden teater efter sommerferien, tager fat på produktionen af årets teaterprojekt Generalforsamlingen. Derfor afslørede teatret også et uddrag af handlingen til den kommende forestilling, ligesom de allerede aftalte datoer på de kommende forestillinger blev afsløret.

Vil du følge med i tilblivelsen af forestillingen Generalforsamlingen, kan du følge med her på hjemmesiden eller på teatrets facebookside.