Teater Jævn rykker i starten af 2023 ind i lokale kirkerum i Hedensted Provsti og giver krop og stemme til Grundtvigs ord i en ny teaterforestilling, der opliver og oplyser sit publikum.
Vi kender alle sammen gode, gamle Grundtvig. Ikke mindst fra de mange salmer, der for længst er blevet fast inventar i kirken og i den danske folkesjæl. Nu er det lokale teater Teater Jævn i fuld gang med forberedelserne til en helt ny forestilling om landsfaderen, der kommer til at spille i flere lokale kirker rundt om i Hedensted Provsti.
“Grundtvig formåede som ingen anden at fylde de danske kirker med levende ord, der stadig fanger os den dag i dag. Derfor glæder vi os også til at kaste nyt lys på passager af Grundtvigs liv og hans knap så kendte Mands Minde-foredrag og give publikum et nyt syn på både Grundtvig og på deres lokale kirke”, udtaler Morten Mosgaard, der er producent i Teater Jævn.
Begyndelsen på en kolossal samfundsændring med mennesket i centrum
Forestillingen har arbejdstitlen Mands Minde og tager livtag med Grundtvigs egne manuskripter og salmetekster. Forestillingen undersøger Grundtvigs turbulente liv og hans Mands Minde-foredrag fra 1838, der var med til at bane vejen for Grundtvigs folkelige gennembrud.
Forestillingen skrives af den prisvindende dramatiker Amalie Olesen og tilrettelægges i samarbejde med Hedensted Provsti. Forestillingen er Teater Jævns femte forestilling i Hedensted Kommune, og er støttet af Det Fælles Landdistriktsråd, Statens Kunstfond, Den Jyske Kunstfond, William Demant-fonden og Dansk Skuespillerforbund.
Forestillingen skabes af instruktør Rasmus Ask, dramaturg Gitte Villadsen, producent og komponist Morten Mosgaard, dramatiker Amalie Olesen, kostumedesigner Olivia Hetman, lysdesigner Stine Fumz samt skuespillerne Anna Ur Konoy, Chadi Abdul Karim og Jonas Kriegbaum.
Forestillingen har premiere lørdag den 14. januar 2023 i Hedensted Kirke og spiller frem til februar 2023 i kirkerum i Hedensted Provsti samt i Vartov Kirke i København.
For nærmere information, kontakt:
Morten Mosgaard, Producent og komponist i Teater Jævn
28 40 66 95
morten@jaevn.dk
Helene Hay, Sognepræst, Hedensted Kirke
40 34 10 99
hvh@km.dk
