Vi har i Teater Jævn samarbejdet med Hedensted Kommune de sidste 3 år om at etablere et egnsteater i kommunen. Selvom erfaringerne fra vores to forprojekter og flere events har været positive for begge parter, har kommunen nu afgjort at man ikke vil søge om etableringen af et egnsteater, med den begrundelse at den “økonomiske usikkerhed kommunalt set over en 4-årig periode vurderes at være for stor”.
Selvom vi i Teater Jævn selvfølgelig er kede af, ikke at kunne fortsætte udviklingen af teatret som fast egnsteater, har vi været utroligt glade for samarbejdet med Hedensted Kommune, og vi glæder os meget til det fortsatte samarbejde om årets teaterprojekt, Bjerre Arrest 1945.
Ud over at gøre alt hvad vi kan for at producere en fantastisk forestilling i Bjerre til efteråret, ved vi endnu ikke præcist hvilken vej vi vil gå som teater fremover. Vi vil nu tage os tid til at tilpasse vores kunstneriske ambitioner og drømme for teatret til de faktiske muligheder vi har, og sætte os nye mål for Teater Jævns fremtid.
Vi vil gerne sende en stor tak til alle jer, der har støttet (og stadig støtter) op om teaterprojekterne i Hedensted Kommune. Det har været overvældende at opleve den store opbakning vi har fået, og vi er ydmyge og stolte over de projekter og arrangementer vi har fået mulighed for at udvikle og samarbejde om. Dét er I mange, der har været med til at gøre muligt!
Vi ses rundt om i Hedensted Kommune i året der kommer!
Kærlig Hilsen
Sofie, Gitte, Rasmus og Morten
