fbpx

Teater Jævn præsenterer programmet for en ny uge med liveshow på Facebook

Mandag den 30. marts var der premiere på Teater Jævns nye talkshow Samtaler om Besættelsen, som kørte frem til torsdag den 9. april 2020.

Med producent og lyddesigner Morten Mosgaard ved knapperne, har liveshowet hver aften dannet rammen om et nyt oplæg og en ny samtale om et emne relateret til besættelsestiden med forskellige gæster.

Videoerne bliver liggende på teatrets facebookside i noget tid, så folk kan gå ind og se eller gense de mange liveshows.

Program for den kommende uge

Mandag den 6. april kl. 20.00

Landsforrædernes børn

Se Samtaler om besættelsen med Anne-Marie Christensen her

I Teater Jævns kommende forestilling har vi fokus på retsopgøret, med omdrejningspunkt i Bjerre Arrest 1945, hvor flere af landets dømte i retsopgøret afsonede deres straf.

Men hvad skete der da fangerne blev frie og kom hjem til familierne? Hvordan var det for efterkommerne af disse landsforrædere?

Aftenens gæst Anne-Marie Christensen har en forskningsgrad i antropologi fra Aarhus Universitet og er forfatter til bogen Landsforrædernes børn. Hun er også barnebarn til en Schalburgmand senere dømt for landsskadelig virksomhed.

Landsforrædernes børn beskriver et sort kapitel fra besættelsestiden og retsopgøret, nemlig de alvorlige og langstrakte konsekvenser, som retsopgøret med de 13.521 dømte landsforrædere fik for deres børn.

Mens retsopgøret for nationen blev afslutningen på besættelsestiden, blev det startskuddet for de 27.000-42.000 landsforræderes børn til et liv i fortielse og fortrængning og med fordømmelse og repressalier på grund af deres fædres og mødres gerninger under krigen – og nationens fordømmelse af dem.

Værter: Morten Mosgaard (Producent og lyddesign) og Gitte Villadsen (Dramaturg)

Tirsdag den 7. april kl. 20.00

Alsang

Se Samtaler om besættelsen med Morten Seindal Krabbe og Uffe Kristiansen her

Den 1. maj var der planlagt ALSANG på Trykkerigrunden i Hedensted arrangeret af Hedensted Kirke, et arrangement der naturligt måtte udsættes som så meget andet grundet Corona-krisen.

På Trykkerigrunden skulle præst Morten Seindal Krabbe og pianist Uffe Kristiansen, hjulpet af mange flere, lede en fællessang inspireret af de sange, som blev sunget ved alsangsarrangementerne under anden verdenskrig, her navnligt sangene fra Alsang den 4. juli 1940 i Aalborg.

Denne aften på Samtaler i Besættelsen vil Morten Seindal Krabbe og Uffe Kristiansen tage alle deres Alsang-historier og sætlisten under armen, og i en samtale med producent Morten Mosgaard snakke om Alsangens historie og dens betydning under krigen.

Der vil desuden være musikalske indslag undervejs i liveshowet.

Få en bid af stemningen af Alsangen i denne optagelse fra Aalborg, 13. august 1945

Vært: Morten Mosgaard (Producent og lyddesign)

Onsdag den 8. april kl. 20.00

Når historien træder ind på scenen

Se Samtaler om besættelsen med Pelle Kann her

Aftenens gæst er skuespiller og instruktør Pelle Kann. Pelle Kann er kunstnerisk leder for Teatergrad og Det Flydende Teater, og har i en årrække skabt historiskinspirerede teaterforestillinger til både teaterscenen men også turbåde og byrum. Teatergrad er nemlig et såkaldt byrumsteater, der har specialiseret sig i at flytte teatret ud af teaterrummet og ind i byrummet.

Denne aften er omdrejningspunktet for Samtaler om besættelsen, hvordan man kan lave teater om historiske emner, med udgangspunt i Pelle Kanns erfaringer med forestillinger der tager sit historiske ophav i besættelsestiden. Samtalen vil komme omkring hvordan folk reagerer på den kunstneriske håndtering af et historiske tema samt hvordan man researcher bedst muligt og omsætter historien til et scenekunstnerisk udtryk.

Værter: Morten Mosgaard (Producent og lyddesign) og Gitte Villadsen (Dramaturg)

Torsdag den 9. april kl. 20.00

Danske modstandskvinder

Se Samtaler om besættelsen med Pia Fris Laneth her

Vi afslutter vores liveshowrække “Samtaler om besættelsen” 9. april, på dagen for den tyske besættelse af Danmark i 1940.

Aftenens gæst er forfatter, journalist og fortæller Pia Fris Laneth. un blev landskendt for bestselleren Lillys Danmarkshistorie, og hendes seneste bog 1915 – da kvinder og tyende blev borgere fik Weekendavisens litteraturpris. I 2012 udkom Pia Fris Laneths dokumentar “Danske modstandskvinder”, hvor hun blandt andet har interviewet en lang række kvinder, som deltog i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig.

Der er lavet metervis af film og skrevet side op og side ned om de tusinder af danske modstandsfolk, der satte livet på spil i kampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Men én gruppering har endnu ikke haft hovedrollen i film om den danske modstand — nemlig kvinderne. Og det på trods af, at mere end 700 kvinder blev interneret af nazisterne i Frøslevlejren.

Værter: Morten Mosgaard (Producent og lyddesign) og Sofie Ancher Vea (Skuespiller)

Har I forslag til flere gæster I gerne ser deltage i Samtaler om besættelsen, er I velkommen til at sende os forslag. Kom i kontakt her.