Fra 28. august og 4 uger frem er Teater Jævn igen klar med en ny teaterproduktion skabt i og til Hedensted Kommune. Denne gang en teaterforestilling skabt til og med børnefamilier.
Fra voksenteater til børneteater
Årets forestilling er en udendørs familieforestilling med navnet ‘Alt er en dinosaurus”, som skal spille til efteråret i forskellige skovområder rundt om i Hedensted Kommune. Forestillingen er målrettet de 4-10 årige og deres familier og spilles af to skuespillere, hvoraf den ene er teatrets faste skuespiller Sofie Ancher Vea.
De sidste to år har Teater Jævn haft det voksne publikum som deres primære målgruppe, det ændrer teatret i år med familieforestillingen, et skifte Sofie Ancher Vea glæder sig til, “Jeg glæder mig rigtig meget til at møde Hedensted Kommunes børnefamilier med det her format. Det bliver sjovt at møde børnene langt væk fra teatersalen og ude i skoven, en lokation som børnene kender fra skovture med familien, børnehaverne og skolerne (nok særligt her i coronatiden). Vi bruger teatret til at forvandle Hedensted Kommunes naturområder, som mange af vores publikum kender i forvejen, til fantastiske teaterlegepladser der fuldstændig kan ændre folks oplevelse af det sted de står, selv med enkle virkemidler.”
En ny forestilling hver eneste dag
Når forestillingen Alt er en dinosaurus, skal spille rundt omkring i Hedensted Kommune til august og september, bliver det ikke kun gennem workshops under prøverne, at børnene får lov til at påvirke forestillingens gang. En del af forestillingen er nemlig bygget op om interaktion mellem skuespillere og familier, så publikum til hver eneste forestilling kan påvirke hvordan historien kommer til at være. “På mange måder minder det jo om Generalforsamlingen, som vi lavede i 2019, hvor publikum kunne stemme undervejs og bestemme udfaldet af forestillingen. Nogle stillede sågar op som formand, kommenterede på regnskabet eller nedlagde veto i afstemningerne. Man kan roligt sige, der aldrig er blevet spillet to ens forestillinger af Generalforsamlingen, og den type teater er simpelthen fantastisk at spille som skuespiller” fortæller Sofie Ancher Vea og fortsætter “Med Alt er en dinosaurus tager vi skridtet videre, vi fjerner simpelthen en del af den tekst man normalt ville skrive i et manuskript, og laver i stedet en rammefortælling, som børn og voksne så kan påvirke gennem egne fund i skoven ved at bruge deres fantasi. Vi ønsker at publikum skal gå fra hver forestilling med følelsen af, at de har set deres egen historie fortalt med teatrets magiske virkemidler”.
Forestillingen Alt er en dinosaurus er Teater Jævns 3. forestilling Hedensted Kommune. Forestillingen er støttet af Det Fælles Landdistriktsråd, Udvalget for Fritid og Fællesskab og Fritidsudvalget ved Hedensted Kommune samt Statens Kunstfond.
